Wolfgang Amadeus Mozart  (27.januar 1756 - 5.december 1791)

Mozart var et sandt vidunderbarn som pianist og indledte de evigt tilbagevendende koncertrejser med faderen allerede fra 1762 - dette varede helt til 1777, hvor han delvist frigjorde han sig så meget fra faderen, at han rejste ud på egen hånd. Han vendte dog hurtigt tilbage til en beskeden stilling i Salzburg som organist ved ærkebiskoppens hof - en stilling han brød med i 1781.

Han giftede sig kort efter med Constanze Weber, og nu fulgte både lykkelige og produktive år med de store symfonier og operaer - indtil økonomiske problemer og sygdom tårnede sig op indtil han døde kun 35 år gammel. Fra 1782 stammer "Bortførelsen fra Serailet", fra 1786 "Figaros Bryllup", fra 1787 "Don Giovanni", fra 1790 "Cosi fan tutte" og fra 1791 "Tryllefløjten" og "Titus". Samtidigt kom symfonierne 35-41, adskillige klaverkoncerter, sonater og strygekvartetter, klarinetkoncerten samt hans berømte Requiem.

Mozart var og blev livet igennem en ofte respektløs og - som brevene navnlig til søsteren viser - også en plat og vulgær spasmager - et faktum, som ofte har forundret mange beundrere af det musikalske geni, som skabte nogle af verdens største og smukkeste kunstværker. Men man kunne med rette sige, at det kun viser, at Mozart trods al opdragelse var og blev et uspoleret menneske med kontakt til alle sider af sig selv.

Mozart indførte skrækken i musikkens verden, bl.a. i den indledning til ouverturen til "Don Giovanni" der forskrækkede Kierkegaard i Berlin. Som Robbins Landon (vel nok nutidens største Mozart-forsker) gør gældende i sin bog om disse "gyldne år", så var Mozart først og fremmest ambivalensens mester. Hans underfundighed kunne gå så vidt, at følelserne flere gange - som fx i "Cosi fan tutte" tager en vending på 180 grader. Og netop dette gør hans behandling af tonearterne, men også af orkestreringen mere kompliceret end nogensinde. Særligt er der grund til at hæfte sig ved "Cosi fan tutte", fordi den efter teksten er en ganske kynisk historie om kvindekønnets manglende troskab. Men Mozart får det følelsesmæssige spil vendt, så det bliver særdeles tvetydigt og nuanceret og endda ender med at indeholde både tilgivelse og forsoning. Forsoningen er også et væsentligt tema i både "Figaros Bryllup" og "Don Giovanni". 

Denne forkærlighed for det etiske er givet også medvirkende til Mozarts medlemskab af Frimurerordenen. Betragtninger over sammenhængen mellem hans person, musik og logen beskrives indgående i Robbins Landons bog "1791", hvor også "Tryllefløjten" og dens Frimurer-temaer gennemgås.

Der er forskere der har sluttet fra Mozarts forkærlighed for mol-tonearter til formodninger om maniodepressive tendenser. Men som Landon skriver, så er tragik ikke begrænset til disse tonearter. Mozarts mol-værker rækker simpelthen langt ud over den normale udtryksskala, og han skabte her sin mest foruroligende og chokerende musik. Der er også set en sammenhæng mellem faderens død i 1787 og det forfald der ser ud til at være sat ind samme år i Mozarts levned - således som det f.eks. skildres i Milos Formans frie, men fængslende film "Amadeus". Mozart begyndte at drikke og fik store pengesorger, ligesom forholdet til Constance kom i krise. Paradoksalt nok komponerede han umiddelbart efter faderens død et værk som "Ein musikalisches Spass", der var en fuldstændig respektløs parodi på samtidens musik.

I "Don Giovanni" har mange i kommandantens skikkelse og hævn set afspejlingen af et faderkompleks. Landon afviser dog teorien. Det er måske svært helt at afskrive en sammenhæng, da Mozart aldrig rigtigt var blevet voksen og fået erstattet den meget strenge faderlige autoritet med en indre, fri og personlig moralsk autoritet, der kunne sikre den indre konsistens og dermed en fornuftig livsførelse. Da faderen døde, forsvandt ikke blot faderautoriteten, men al moralsk autoritet i den 31-årige komponist.

Som bekendt forringede dette på ingen måde hans evner til at skabe genial kunst, det gav snarere hans sidste værker den tragiske dimension, de næppe ville have fået uden de eksistentielle problemer. Carl Nielsen sagde om Mozarts kirkemusik, at den var uden al betydning, fordi Mozarts forhold til kirken var rent konventionelt. Imidlertid viser "Requiem", at den religiøse dimension er dybere end som så.

Mozart døde den 5. december 1791 - kort tid efter premieren på "Tryllefløjten". Han blev efter datidens skik for hans stand bisat fra det udendørs kapel på bagsiden af Stephansdom i Wien (man kan den dag i dag se stedet). Herfra blev liget kørt til en kirkegård uden for byen, hvor man begravede ham uden at mærke graven. Ingen ved derfor, hvor Guds gave til musikken rejste hen på sin sidste færd. Sandheden er imidlertid, at han i sin musik løftede en flig af evigheden og lod os se lige lukt ind i himmelen og vore egne sjæle. En arv, vi kan nyde den dag i dag, og som vi har pligt til at give videre til kommende generationer.

Mozart fortæller i et brev om sin måde at komponere på:

"Når jeg endelig er alene og i godt humør ... for eksempel i en vogn på en rejse eller under en spadseretur efter et godt måltid eller om natten, når jeg ikke kan sove ... ved den slags lejligheder kommer ideerne hurtigst og rigeligst. Hvorfor og hvordan de kommer, ved jeg ikke, og jeg kan heller ikke selv tvinge dem frem. De ideer, jeg godt kan lide, gemmer jeg i min hukommelse, og andre fortæller mig, at jeg så har for vane at nynne dem for mig selv. Hvis jeg fortsætter på den måde, finder jeg snart ud at; hvordan jeg kan udnytte dette eller hint brudstykke, så at sige benytte enkeltdelene i en lækker ret, vel at mærke i overensstemmelse med kontrapunktikkens regler, de enkelte instrumenters karakteristika og så videre.

Alt dette optænder min fantasi, og hvis jeg ikke bliver forstyrret, vokser ideerne af sig selv, så de bliver systematiseret og defineret, og helheden står snart, også selvom den måske er lang, næsten fuldstændig og færdig i min bevidsthed, så at jeg kan betragte den som et smukt billede eller en fin statue i et enkelt blik. Jeg hører heller ikke for mit indre øre de enkelte stemmer efter hinanden, men jeg hører dem, som de skal høres, alle sammen på en gang. Jeg kan ikke beskrive, hvilken glæde det er! Al denne finden på, denne skaben, foregår i en dejlig, livfuld drøm. Men det at høre det hele tout ensemble er alligevel det allerbedste. Hvad der på denne måde er blevet til, glemmer jeg ikke let, og det er måske den bedste af de gaver, jeg kan takke min Guddommelige Skaber for.

Når jeg tager fat på at nedskrive mine ideer, tager jeg de ideer, jeg på den måde har samlet, ud af min hukommelses sæk, hvis jeg må sige det på den måde. Derfor kan nedskrivningen foregå meget hurtigt, for alt er, som allerede fortalt, færdigt, og det afviger sjældent på papiret fra den form, det har i min bevidsthed. Derfor kan jeg godt tillade mig at lade mig forstyrre under denne beskæftigelse, for hvad der end foregår omkring mig, så skriver jeg bare og kan oven i købet snakke imens, men kun om løst og fast og om ligegyldigheder. Men hvorfor mine arbejder får netop den form og stil under mine hænder, som gør dem mozart'ske og forskellige fra andre komponisters værker, skyldes sikkert det samme, som er årsagen til, at min næse er lang eller ørneagtig eller kort sagt er Mozarts og forskellig fra andre menneskers. For jeg gør mig i virkeligheden ingen anstrengelser for at være original."