"Natten"

Af Anders Gjedsted, Midtjylland Avis 15.9.2008

Solen er ved at gå ned og aftegner sit aftenrøde skær på det store transparente baggrundslærreds skovmotiv. Foran ser man klassiske græske søjler i gyldne farver, bagved kan man skimte orkesteret. Den klassiske koncert er kommet i nye rammer, og scenen er sat til Den Jyske Sinfoniettas store multimediegallakoncert, hvor man er inviteret med på en musikalsk vandring gennem natten, en fantasirejse gennem alle tiders musik i selskab med nogle af den klassiske musiks store komponister.

Man ser fortælleren vandre gennem salen op på scenen og begynder at lede os på vej gennem natten ad dunkle stier. En væsentlig figur, viser det sig, som med sin sammenbindende dramatiserede tekst er med til at formidle det kunstneriske udtryk og skabe sammenhæng. Natten har mange nuancer, fortæller han, og kan åbne op til sindets ellers skjulte kræfter, der lettere frigør sig ved nattetide. Dæmonerne vækkes og konfronteres.

Nattens liv

Men natten har også sit helt eget koglende liv med alfer, elverpiger og andre eventyrlige naturvæsener, som i Mendelssohns ouverture til "En Skærsommernatsdrøm", hvor et parat og veloplagt orkester førte os ind i et uvirkeligt drømmeland af luftige fantasier med sværmerisk skønhed. Og den kan give ly til det unge forelskede par fra Verdis "Fallstaff", som ikke må få hinanden, men alligevel mødes og gemmer sig bag de græske søjler. En meget yndig og livfuld scene, hvor Lisbeth Kjærulfs og Sune Hjerrilds lyse og klangfulde stemmer stod rigtig godt til hinanden. Imponerende, at Lisbeth Kjærulf kunne træde ind lørdag aften med få timers varsel som erstatning for den sygdomsramte Anne Mette Balling.

De to unge elskende mødes senere igen som Christine og Raoul i en duet fra Lloyd-Webbers "Phantom of the Opera". Oppe på taget, kan man se af de projekterede billede. Og sunget med en fortryllende indlevelse, der gik rent ind hos publikum. Det gjorde "Fantomets" smukke arie også. Mikkel Thorning bløde baryton må kunne blødgøre selv det hårdeste hjerte. Fantomet mødes med Christine i kælderen, og hun oplever den forførende side af dæmonien i "The Power of the Music of the Night", men formår at løsrive sig.

 

Piano med dramatik

Lethed og smidighed i to orkesterstykker fra Tjaikovskijs "Nøddeknækkersuite" fik i samspil med to dygtige dansere og en velanbragt videosekvens liv i legetøjsfigurernes mekaniske bevægelser. Lidt uhygge var der nok også, når døde ting bliver levende. To små portrætter "Harlekin" og "Pjerrot" fra Schumanns klaversamling "Carneval" blev i høj grad levendegjort af den russiskfødte pianist Semion Balschem, med en fin pointering af dobbeltheden i Pjerrots karakter. Hans sats fra Stravinskijs "Petrushka" var fuld af dramatik og intensitet. Og så viste det sig senere, at han også var en rutineret og lydhør liedakkompagnatør.

Mørkets kræfter

Med Stravinskijs musik fik man for alvor vækket de mørke kræfter. Vildt og voldsomt, til tider grotesk fremstilles den lidenskabelige kærlighed, jalousien og det dødbringende had. Voldsomme indtryk, der understreges af stærke farver i lyssætningen og videosekvenser med trekantdramaets figurer i en velgørende historisk samtid udformning ligesom man så det i Nøddeknækkersuiten. Her var man fri for den tendens til altid at gøre rammerne for en forestilling dagsaktuelle.

I øvrigt var der en god balance i virkemidlerne med musikken som udgangspunkt, men noget for alle sanser. Man får en totaloplevelse af de stærke følelser, der er på spil. Som man også oplevede det i Habaneraen fra Carmen med de to temperamentsfulde dansere i et visuelt flammehav, en lidenskab så voldsom, at den til sidst i operaen bliver dæmonisk og får fatale følger.
Frygtindgydende diabolsk var også Jakob Zethner i Mefistos serenade fra Gounods "Faust". Med sin store mørke stemme og dramatiske udstråling kan han på et øjeblik levendegøre sceneriet.
Ligesom han i Schuberts "Der Doppelgänger" rystede det inderste af vores sjæl i en gribende fremstilling af den ensomme og fortvivlede nattevandrer, der står foran det hus, hvor hans elskede for længe siden boede. I sammenstillingen med Schuberts "Ufuldendte" nåede man her det tragiske højdepunkt. Orkesteret var igen helt på toppen og udtrykte med intensitet og dybde Schuberts egen sorgfulde drømmesekvens, som symfonien antages at bygge på.

Tilbage til lyset

Morgenen gryede med Caravadossis arie fra Tosca og "Sjælen bredte sine vinger ud og fløj hjem gennem det stille landskab" i Mikkel Thornings helt vidunderligt følsomme og næsten overjordisk smukke fortolkning af Brahmslieden "Mondnacht". Vi fik set dæmonerne i øjnene, og kunne gennem denne renselse sammen med englene vende tilbage til dagen og lyset med det afsluttende orkesterstykke, John Irelands eftertænksomme og forklarede musik, "The Holy Boy", hvor vi i fantasien var de andægtige tilskuere til de hellige begivenheder i Bethlehemsnatten.

Rejsen gennem natten var forbi, og man sad tilbage med en fornemmelse af at været ført ved hånden gennem sindets følelsesmæssige mangfoldighed, løftet og en hel del oplevelser rigere.
Koncertformen skulle udfordres, og det blev den. Musikken var som den traditionelle form stadig i centrum, men blev uddybet og forstærket i udtryk med en sammensmeltning af drama og dans, videokunst og lysdesign.
Vurderet ud fra publikums begejstring og gentagne fremkaldelser, er det ikke sidste gang man kan regne med, at man to aftener kan fylde Musikhuset i Silkeborg. Vi glæder os allerede til multimediekoncerten næste år.