FLØJTEKVARTET
Denne lille fløjtekvartet blev til i 1781, da Mozart var kommet til Wien. Han var i fuld gang med at slå igennem som pianist,
lærer og opera-komponist. Fløjtekvartetten blev muligvis skrevet og solgt til byens amatørmusikere,
og hvilke instrumenter de har spillet det på, er uvist.
Hvad fløjter angår var den tidlige klassik en overgangsperiode fra blokfløjte til den tidlige tværfløjte.
I professionelle kredse var man gået over til tværfløjten på grund af dens større toneomfang og dynamiske muligheder,
men blokfløjten levede endnu i bedste velgående, da Mozart skrev sine 4 fløjtekvartetter.
Mozart selv var ikke bleg for at lade sine værker opføre på andre instrumenter end de først var tiltænkt.
Ved flere lejligheder har han transponeret og omarrangeret egne værker så de eksempelvis kunne spilles på fløjte fremfor obo,
og de populæreste arier fra hans operaer arrangerede han, så de kunne spilles som kammermusik hjemme i borgerskabets stuer.
Med Mozarts ofte skrantende økonomi handlede musik og instumentation nok oftest om, hvad der kunne sælges.
EINE KLEINE NACHTMUSIK
Denne lille serenade hører til Mozarts mest kendte og oftest opførte værker.
Det er skrevet i en let tone og balancerer perfekt mellem ydersatsernes udadvendte glæde og romanzens venlige og intime tone.
Værket blev til i sommeren 1787, men man kender hverken til anledningen eller hvornår det blev førsteopført.
Værket blev først trykt i 1827 efter at hans hustru Constanze i 1799 solgte dette og andre manuskripter til et forlag.
VARIATIONS BRILLANTES
Fra Wien stammer også denne perlende varitaionsrække. Den er skrevet for det idag næsten ukendte instrument Csakan,
der var en blanding mellem en blokfløjte og en obo.
Dengang var det et populært instrument i Wien og dele af Ungarn, Slovakiet og Kroatien. Blandt instrumentets få professionelle musikere var Ernst Krähmer, der var oboist ved hoforkestret i Wien.
Han skrev en række værker for Csakan og variationsrækken opus 18 er udgivet i begyndelsen af 1800-tallet.
Tonen er let og munter, og selv når den 5 variation går over i mol er det hurtigt overstået og værket slutter med akkorder og skalaer i rasende fart.
Variationerne er originalt med klaverakkompagnement, men det ligger ligefor at arrangere det for strygekvartet.
EN SIKKER SUCCES
Vil du forkæle både kirkens kor og menighed med en stor oplevelse?
I ovenstående program kan Krähmers variationer erstattes af et eller flere enkle stykker for kor og orkester.
Både Mozarts og Elgars udgaver af Ave verum corpus, eller Bachs Jesu bleibet meine Freude, passer fortrinligt ind i programmet og kan synges af ethvert kor.
Har du et blandet kor er det en overkommelig opgave, og ellers fungerer satserne også fint både enstemmigt eller i arrangement for lige stemmer, for børne- eller ungdomskor.
Og det er ikke nødvendigt at være en ørn til at lede orkester – leder du dit kor, skal orkestret nok akkompagnere loyalt.
Kor og orkester prøver sammen ca. 1 time inden koncerten, og kirken vil blive fyldt af sangere, familie og øvrige interesserede.
PROGRAM
W. A. Mozart (1756-91): Fløjtekvartet i C KV 285b
Allegro
Tema con variazioni
W. A. Mozart: Serenade nr 13 i G "Eine kleine Nachtmusik" KV 525
Allegro
Romanze: Andante
Minuetto: Allegrette
Rondo: Allegro
Ernst Krähmer (1795-1837): Variations Brillantes Opus 18
Introduktion og Tema med 5 variationer
BESÆTNING
Blokfløjte
Strygekvartet
SPILLEPERIODE
Programmet opføres hele året efter aftale
PRIS
10-12.000 kr. efter aftale og afhængigt af landsdel.
|